Projekt "Gudenåsti - fra kilde til fjord" er gået ind i sin sidste fase
I al fald når det gælder selve stianlæggene. Fortsat mangler informationstavler og piktogrammer samt andre delprojekter fx foldere og dynamisk formidling af farbarhed. Men selve stien er snart afsluttet. Herunder kan du se helt friske billeder fra de mange aktiviteter. Og flere er på vej. Så hold øje med siden her og Gudenåens facebook-side.
Gudenåens facebooksideGudenåstien i Vejle og Hedensted kommuner forbindes
Hedensted Kommune er ved at være færdige med Gudenåstien ved Jomfruhale ca. 4 km vest for Tørring. Stien kobles her sammen med den allerede etablerede sti på Vejle-siden. Man kan nu gå tørskoet fra kilden til Tørring – næsten. Imellem Jomfruhale til Tørring er der et desværre stadig et vådt stykke. Der ligger en sag i Nævnenes Hus, hvor der vil afgøre om fredningen giver lov til at forbedre stien.
På fotoet er det Mikkel fra Skovlykke Fritidshuse, der ser udført arbejde an. Tæt herved rejser Naturstyrelsen Trekantsområdet et shelter.
Nyt toilet Bredvadmøllevej
I Horsens har man afsluttet endnu et delprojekt – nemlig et nyt toilet der, hvor Bredvadmøllevej krydser Gudenåen. Dermed er Horsens Kommune i mål med alle sine delprojekter i Gudenåsti-projektet. Toilettet vil blive en del af den kanoophalerplads, der bliver etableret i forbindelse med det store vandløbsprojekt ved Bredvad Sø i Vestbirk i 2026. SToilettet vil stå aflåst vinteren over og indtil indvielse af stien den 28. marts 2026.
Rejsegilde på Skimminghøj
Den 17. december kl. 12 holder Skanderborg Kommune rejsegilde ved Skimminghøj Bådhus. Bådhuset er en del af en opgradering af Skimminghøj Teltplads og det største af Skanderborg Kommunes delprojekter. Du kan læse mere om projektet via dette link.
Himmelbjergruten og Trækstien forbundet i Silkeborg
Gudenåstien består blandt andet af Himmelbjergruten og Trækstien. De to populære ruter mødes i Danmarks Outdoorhovedstad – Silkeborg. Nu er de også forbundet ved afmærkning -fra havnen i Silkeborg og til Andetorvet, hvor Trækstien begynder. Dermed indgår de i den samlede Gudenåsti – fra kilde til fjord.
Forbedringer ved Kongensbro
Silkeborg Kommune har foretaget udbedringer på strækningen fra Kongensbro til kommunegrænsen til Favrskov Kommune. Det vil sige, at adgangen mellem Kongensbro og Gudenåstien mod Bjerringbro er blevet bedre, ligesom det er blevet lettere at besøge attraktionen Høj Stene – en rekonstruktion af en af Nordeuropas største stensætninger fra jernalderen.
Gudenåstien ved Langå
I Randers Kommune har man blandt andet forhøjet og forbedret stien omkring Langå. Billedet her er øst for Den Gamle jernbanebro på vej mod Langå Egeskov.
Gudenåstien mellem Fladbro og Stevnstrup
Mellem Fladbro vest for Randers og Stevnstrup er Trækstien, som er en del af Gudenåstien, forbedret.