19/11/2025

Gudenåstien snart færdig

I disse uger lægges sidste hånd på mange af Gudenåstiens delprojekter rundt om hos de 11 projektparter. Se aktuelle eksempler herunder.

Projekt "Gudenåsti - fra kilde til fjord" er gået ind i sin sidste fase

I al fald når det gælder selve stien. Fortsat mangler informationstavler og piktogrammer samt andre delprojekter som f.eks. foldere og dynamisk formidling af farbarhed. Herunder kan du se helt friske billeder fra de mange aktiviteter langs hele åen. Og flere er på vej. Så hold øje med siden her og Gudenåens facebook-side.

Gudenåens facebookside

Gudenåstien i Vejle og Hedensted kommuner forbindes

Hedensted Kommune er ved at være færdig med Gudenåstien ved Jomfruhale ca. 4 km vest for Tørring. Stien kobles sammen med den allerede etablerede sti på Vejle-siden. Det betyder, at man nu kan gå tørskoet fra Gudenåens kilde til Tørring. Næsten. For imellem Jomfruhale og Tørring er der desværre stadig en våd strækning. Der ligger en sag i Nævnenes Hus, der vil afgøre, om fredningen giver lov til at forbedre stien her.

På fotoet er det Mikkel fra Skovlykke Fritidshuse, der ser udført arbejde an. Tæt herved rejser Naturstyrelsen Trekantsområdet en shelter.

 

 

Bendt Nielsens Tegnestue

Nyt toilet ved Bredvadmøllevej

I Horsens har man afsluttet endnu et delprojekt – nemlig et nyt toilet der, hvor Bredvadmøllevej krydser Gudenåen. Dermed er Horsens Kommune i mål med alle sine delprojekter i Gudenåsti-projektet. Toilettet vil blive en del af den kanoophalerplads, der bliver etableret i forbindelse med det store vandløbsprojekt ved Bredvad Sø i Vestbirk i 2026. Toilettet vil stå aflåst vinteren over og indtil indvielse af stien den 28. marts 2026.

Rejsegilde på Skimminghøj den 17. december

Den 17. december kl. 12 holder Skanderborg Kommune rejsegilde for Skimminghøj Bådhus i Ry. Bådhuset er en del af en opgradering af Skimminghøj Teltplads og det største af Skanderborg Kommunes delprojekter. Du kan læse mere om projektet via dette link.

Himmelbjergruten og Trækstien er nu forbundet i Silkeborg

Gudenåstien består blandt andet af Himmelbjergruten og Trækstien. De to populære ruter mødes i Danmarks Outdoorhovedstad – Silkeborg. Og nu er de forbundet ved afmærkning – fra havnen i Silkeborg og til Andetorvet, hvor Trækstien begynder. Dermed indgår de i den samlede Gudenåsti – fra kilde til fjord.

Forbedringer ved Kongensbro

Silkeborg Kommune har foretaget udbedringer på strækningen fra Kongensbro til kommunegrænsen til Favrskov. Det vil sige, at adgangen mellem Kongensbro og Gudenåstien mod Bjerringbro er blevet bedre, ligesom det er blevet lettere at besøge attraktionen Høj Stene – en rekonstruktion af en af Nordeuropas største stensætninger fra jernalderen.

Gudenåstien ved Langå

I Randers Kommune har man blandt andet forhøjet og forbedret stien omkring Langå. Billedet her er øst for Den Gamle jernbanebro på vej mod Langå Egeskov.

Gudenåstien mellem Fladbro og Stevnstrup

Mellem Fladbro vest for Randers og Stevnstrup er Trækstien, som er en del af Gudenåstien, forbedret – på nogle strækninger, som her, ved anlæggelse af træstier.