Gudenåen er Danmarks længste å. Cirka 160 kilometer fra sit udspring i Tinnet Krat til sit udløb i Randers Fjord. Gudenåen vokser på sin lange vej mod havet med vand fra hundredevis af kilder til en imponerede strøm, før den breder sig ud i et eventyrligt delta. Her har vandet strømmet i årtusinder – først gennem det nedfrosne istidsdanmark, nøgen tundra, tæt urtidsskov og frem til moderne tider. Vandet følger stadig israndslinjen fra den seneste istid, men landskabet er forandret – og forandrer sig stadig. Vandet stiger og falder, breder og samler sig fortsat i en uendelighed – og giver derved liv til helt særlige arter. Langs åen er der enestående seværdigheder – det store vandskel, hvor Gudenåen udspringer, Danmarks højest beliggende og mest sørige landskab, Himmelbjerget, Danmarks største skovområde, et af landets ældste turistområder, mægtige og fuglerige vådområder, et storladent floddelta, bjergtagende panoramaudsigter, kilometervis af luksuriøse boardwalks, landshistoriske klostre, slotte og herregårde, historiske broer, utallige
fortidslevn og offerfund.